Supervision
Når der er brug for at se situationen med nye øjne
Jeg tilbyder supervision til fagprofessionelle, medarbejdergrupper, tværfaglige teams og ledere inden for sundhed, ældrepleje, socialområdet, det socialpædagogiske område, skole og specialområdet.
Supervision tager afsæt i konkrete situationer fra jeres egen praksis og skaber rum for at undersøge det, der udfordrer, undrer eller bliver ved med at fylde.
Når en relation eller et samarbejde er blevet fastlåst
Nogle gange oplever vi, at det, vi plejer at gøre, ikke længere virker.
Det kan være i samarbejdet med en borger, et barn eller en ung, en familie eller pårørende – eller i samarbejdet mellem kolleger og faggrupper.
I supervisionen undersøger vi situationen fra forskellige perspektiver og leder efter nye forståelser og handlemuligheder.
Når noget påvirker os
Som fagprofessionelle er vi ikke upåvirkelige.
Afmagt, irritation, bekymring, usikkerhed eller følelsen af ikke at slå til kan opstå i arbejdet med andre mennesker.
I supervisionen kan egne reaktioner undersøges med nysgerrighed og bruges til at blive klogere på både situationen, relationen og egen faglige position.
Når der ikke findes ét rigtigt svar
Fagligt arbejde rummer dilemmaer.
Hensynet til den enkelte kan stå over for hensynet til familien. Selvbestemmelse kan udfordre omsorgen. Faggrupper kan se forskelligt på den samme situation.
Supervisionen giver mulighed for at undersøge dilemmaet uden nødvendigvis at skulle finde én rigtig løsning – og skabe større tydelighed om faglige valg og handlemuligheder.
Supervision af grupper og ledere
Supervision kan også have fokus på samarbejdet i en medarbejder- eller ledergruppe.
Her kan vi arbejde med roller og ansvar, samarbejdsmønstre, forskellige faglige perspektiver, psykologisk tryghed og det, der kan være vanskeligt at få talt om i en travl hverdag.
Find mere information her: